Rom er på den ene side meget enkel: Spiritus lavet på sukkerrør og modnet i mere eller mindre grad på træfade. 

Her stopper det enkle, for på den anden side er blandingen og lagringen af rom et komplekst sammensurium af regler og metoder, som bedst kan kendetegnes ved, at der ikke er nogen regler. Men det hele starter med sukkerrør.

De første sukkerrør kom til Caribien med de spanske bosættere, som fandt et klima, der var perfekt til at dyrke sukkerrør. Fra starten af 1500-tallet blev der plantet store områder med sukkerrør på de Caribiske øer, og 100 år efter var produktionen kommet op på et nærmest industrielt niveau. Her begyndte det virkelige rom-eventyr, som stadig lever i dag i hele Caribien og Mellemamerika.  


Se vores udvalg af rom
 

Fra sukkerklister til ædle dråber

Sukkerproduktion har biproduktet melasse, en fedtet sukkerholdig masse, som er tilovers, når sukkeret er krystalliseret. Når melasse blandes med vand og gær, er man et skridt på vejen til rom. Som med alle andre typer spiritus skal rom destilleres. Den færdiggærede melassevæske har kun et alkoholindhold på 5-10 %, derfor varmer man væsken op til 78,3°, så alkoholen fordamper og kondenseres til en væske, som er den helt ubehandlede rom. 

Magi på fad

Nu sker magien! Roms særpræg kommer nemlig gennem lagring i store trætønder, hvor smagene udvikles og koncentreres. Rom får det meste af sin farve og særpræg fra fadlageringen, for som regel bruger producenterne træfade, som tidligere har været brugt til andre typer spiritus, der er med til at give rommen særlige nuancer. Jo længere tid på fad - jo mere karakter, smag og farve. 

Angels share og mulighed for snyd

Der fordamper omkring 10 % af rommen om året ved fadlagringen i det caribiske klima. Angels share, som det også kaldes. Under fordampningen koncentreres smagen i rommen. Men det er muligt for producenterne at snyde - der er kun få eller ingen regler for, hvad man kan tilsætte rom, så tilsætning af karamel og sukker bruges flittigt, for at give rommen mere sødme og farve i en fart. 

Svært at gennemskue

Det er svært at gennemskue, hvor lagret en rom er, fordi de fleste rom er blends. Somme tider er årstallet på flasken et udtryk for alderen på den yngste rom i blendet, andre bruger årstallet for den ældste rom i blendet. Udtryk som Old, Reserve, Premium og Viejo bliver brugt i flæng, og har ikke nogen fast definition. Generelt siger det ikke så meget om rommens kvalitet!

Lagring sat i system

En af de meget udbredte lagringsmetoder er “solera”-metoden, der er en kombination af lagring og blanding. Tønderne med rom står i en pyramide, hvor de ældste tønder er placeret i bunden. Når en del af rommen er tappet på flaske fra de nederste tønder, fyldes de op med rom fra tønderne oven over, som så igen bliver fyldt fra tønderne over dem. Den nye rom lagrer på denne måde hen over tid med ældre og ældre blandinger i tønder, der aldrig tømmes helt. En Solera-rom er altså et blend fra flere forskellige årgange.

Den danske forbindelse

Der blev selvfølgelig også dyrket sukkerrør på de Dansk Venstindiske øer. I 1755 blev handlen fra kolonierne frigivet og en af de byer, der hurtigt hoppede med på vognen, var handelsbyen Flensborg, som indtil 1864 lå i det danskkontrollerede hertugdømme Slesvig. Byen blev hurtigt en af de største sukkerimportører - og der opstod en livlig og indbringende romproduktion i byen. I 1854 var der hele 29 romdestillerier i byen, hvor der i dag kun er to tilbage. Og der er også et enkelt dansk rom-mærke med rødder tilbage til de danske kolonier: AH Riise var apoteker på St. Thomas i 40 år fra 1838. Han lavede blandt andet romdestillater med lokale urter, som blev brugt til at behandle mavepine. Med årene udviklede det sig till en decideret romproduktion og -handel, og romvirksomheden bærer den dag i dag stadig den gamle apotekers navn.