Sikkert er det, at vinene fra den nordvestlige vinregion er berømte langt ud over landets grænser, og mange vinglade forbrugere sukker af glæde, når der skænkes Barolo, Barbaresco eller Barbera i glassene.

I Piemonte er det den tannin- og syrerige nebbiolodrue, der har kongekronen på. I det bjergrige område syd og nord for byen Alba er det på syd- og sydvestsiderne af bakkerne, at man finder nebbioloen til barolobrug, for her kan den modne ordentligt i den kalkholdige mergeljord, hvor den trives bedst. For nebbiolo-vinplanterne springer ud som de første om foråret og modner sine druer som de sidste. I Barbaresco-områdets bløde bakker dyrkes nebbiolo-vinmarkerne  øst og nordøst for byen Alba. 

Nebbiolovine fra Langhe og d'Alba, og fra Roero, er generelt hurtigere drikkeklare, end fra de to DOCGer ovenfor. Til gengæld er lagringspotentialet kortere og de skal som regel drikkes indenfor 5-8 år.

Druerne i Piemonte

Nebbiolo

Nebbiolodruen er stor og har en mørk skal. Om druens navn kommer fra den efterårs-tåge "nebbia", der typisk optræder i området,  eller om det er fordi den er særlig "nobile", altså fornem, er aldrig helt blevet opklaret, og måske er det i virkeligheden kombinationen af begge dele, der er med til, at der fremstilles særligt store vine her. Nebbiolo må kun plantes i et begrænset område i Piemonte, hvilket vil sige omkring 3% af det samlede vinareal i Piemonte. Nebbiolos DOCG-zoner i Piemonte hedder Barbaresco og Barolo.

Aromaer: Nebbiolovine kan med alderen udtrykke en høj kompleksitet med aromaer af slåen, kirsebær, brombær, syrlige blommer, tørrede frugter, enebær og andre tørrede krydderier, lakrids, roser, læder og tjære/asfalt og underskov.
Mad: Drik Barolo til kraftig mad med kød og hårde oste.
Lagring: For at en Barolo eller en Barbaresco skal udvikle sig positivt under lagring i flere år, skal den have en god frugt fra starten. Frugten skal balancere med syre, tanniner og alkohol for at slutresultatet bliver så eminent, som man ønsker det. Er frugten fraværende, kommer den ikke listende hen ad vejen under lagringen, og vinen vil opleves tør og hård - også efter 10 og 20 år. Barbaresco er generelt hurtigere drikkeklar end Barolo.

Barbera

Barberavinene i Piemonte produceres nu i en overvejende moderne frugtig og kraftig stil, der ofte kombineres med fadnoter og -tanniner fra fadlagring - en nyere vinstil, der er inspireret af oversøiske vinproducenter i USA og i Argentina. Med fokus på et lavt udbytte, forsinket høst og lagring på franske fade får barberaen nu et kvalificeret medspil fra ambitiøse vinproducenter, og de gode vine udvikles med  mere frugt, fylde, blødhed og større lagringspotentiale.
Barberas kvalitetsløft har øget den produktive drues popularitet gevaldigt også langt udenfor Italiens grænser, og betydet en solid fremgang for den tidligere italienske sure hverdagsdrue. 
Tidligere brugte man endda at blende solmoden og frugtig syditaliensk vin til at forstærke de sjaskede barberavine med, så de blev mere fyldige og drikbare. Der fås stadig meget useriøs barbera, med hvinende høj syre og manglende fylde. Druens markante syre betyder, at seriøse producenter vælger at vente med at høste, til druen har mere moden sødme for en bedre balance.  Barbera modner ellers før nebbiolo - og senere end dolcetto. Der er to områder, hvor barbera har sin egen DOC: Barbera d'Asti er lysere i udtrykket end Barbera d'Alba, der har den største intensitet. Også Piemonte Barbera har en docd.

Aromaer: Barbera dufter af blommer, kirsebær, lakrids, urter, salvie og kan have noget chokolade, salvie og urter med lidt sort peber i smagen. Den har generelt en god krop, lav garvesyre og naturlig høj syrlighed.
Mad: Drik barbera til f.eks. oksekød, lam, gryderetter uden fløde, hårde oste og retter med tomatsauce.
Lagring: Her spiller vinproducentens kvalitet og vinstil virkeligt ind. Er det en vin, der er beregnet til at drikke ung og billig, skal den drikkes med det samme. Er det en ambitiøs barbera med attraktiv kompleksitet, intensitet, fylde og frugt kan den med fordel ligge længe i vinkælderen.

Dolcetto

Dette er druen, der har levet i skyggen af de tre store B'er i Piemonte. Den har ikke været anset som lige så fin, som de andre. Det er egentlig lidt synd, for man kan få masser af bløde, runde, frugtige dolcetto'er til en fornuftig penge. Dolcetto kan dyrkes i højderne og på ikke-sydvendte arealer, dér hvor nebbiolo ikke bryder sig om at være. Den modner tidligt - helt op til fire uger før nebbiolodruen. Desuden kan den handles langt tidligere end både barbera og nebbiolo, da den ikke skal lagre længe. Dolcettodruen har en behersket frugtsyre, men indeholder til gengæld ret meget garvesyre.

Vinelskeren skal dog lige sikre sig to ting: Vælg en producent, der producerer sin dolcetto med respekt, omhu og kærlighed, og så skal man huske, at druen i vinflasken opfører sig "reduktivt", hvilket vil sige, at du skal hjælpe den på vej til at folde sig ud - og blive charmerende - gennem en hurtig iltning. Brug bare husets store saftevandskande, og plask vinen frem og tilbage. Så er den klar til at glæde dig. Dolcetto d'Alba har en DOC - og Dolcetto di Dogliani og Dolcetto di Dogliani Superiore har en DOCG. 

Aromaer: Lidt rustik i sit udtryk sammen med saftige sorte blommer, røde kirsebær, tørrede urter, mandler og lakrids.
Lagring: De flerste dolcettoer bør drikkes indenfor to til tre år. Men f.eks. en god Dolcetto d'Alba kan vente 5 år.

Hvide Piemontevine

Moscato

Måske bedre kendt som "muscat" på fransk. Dette er ikke en enkelt drue men en stor gruppe af druer. De mest kendte (i Italien) hedder: Moscato Bianco og Moscato d'Alessandria/Zibbibo. Det er moscato bianco, der bruges i Piemonte. 

Aromaer: De modne moscatodruer smager  også sødt og dejligt, før de bliver til vin. De giver en aromatisk "druemost" med forførende duft og smag af modne, søde vindruer, hyldeblomster, æble, pære,  sødmefuld og med florale lag, blomster som f.eks. roser. Den boblende Moscato d'Asti har en DOCG - og Piemonte Moscato en DOC
Mad: I en sød udgave er den velegnet især til jordbær, frugtdesserter og lette chokoladedesserter. I tørre udgaver passer den godt til tapas med røget kød, asiatisk mad og kraftige supper.
Lagring: Nej - drik dem unge og friske.

Moscato d'Asti er en let perlende alkoholsvag dessertvin, 5,5% alk., der klassificeres som delvist gæret druemost, og som ikke må forveksles med den masseproducerede Asti Spumante. Moscato d'Asti laves af nedkølet og filtreret druemost, der først gæres til 5,5% alk., når den skal handles, for at sikre at de skønne, men flygtige druearomaer er intakte, når vinen serveres. En klassisk, delikat og umanerlig dejlig, forfriskende vinoplevelse!

Arneis

Gammel Piemonte-hvidvinsdrue, diskret og lavtydende, som man tidligere brugte til at mildne den hårde nebbiolodrue med. Måske derfor nogle kalder druen for nebbiolo bianco. Druen med den lave syre og behagelige mundfylde er blevet gen-populær i Piemonte de sidste 20-30 år, hvor der laves meget dejlig og ukompliceret hvidvin af den. Arneis fra Langhe og Roero har en DOCG.

Aromaer: Sprød, tør og aromatisk med lidt blomster, pærer, ferskner og abrikoser - og ofte noget let oxideret som æblekerne og lidt nedfaldsfrugt. Mandler og lidt humle.
Mad: Drik den gerne til lys fisk, lette pastaretter, tapas og grøntsagssupper. Druen har en lav syre. Undgå de "normale" hvidvinsretter, hvis de har et syrligt udtryk med f. eks. citron eller vinaigrette.
Lagring: Maks. 3-5 år.